BDA er et skub i den rigtige retning

I maj 2016 mistede Lisbeth Kjelgaard pludselig hørelsen fra den ene dag til den anden. Diagnosen sudden deafness betød, at hun skulle vænne sig til et liv med høretab og en del nye udfordringer i arbejdslivet. Derfor var en af stolene reserveret til hende, da en ny omgang af Bevar Dit Arbejde(BDA) i september 2017 startede op på Castberggård i Urlev. Vi talte med Lisbeth Kjelgaard før, under og efter det ni måneder lange forløb for at få et indblik i den udvikling, hun har gennemgået.

 

5. september 2017 – før første BDA-kursus

Vil du ikke starte med at præsentere dig selv?
Jeg hedder Lisbeth Kjelgaard, og jeg er 50 år. Jeg mistede min hørelse over en nat i maj 2016 og fik efterfølgende konstateret sudden deafness. Jeg har da ikke ligefrem syntes, det var det fedeste. Fra maj til december var jeg delvist sygemeldt, men kom så tilbage på fuld tid til mit job i økonomiafdelingen på Aalborg Universitet. Jeg har heldigvis enekontor, så jeg kan til dels lukke døren, hvis jeg synes, der bliver for meget larm. Men jeg synes, det er en udfordring hver evig eneste dag med hensyn til pauser og gangarealer med meget støj.

Om et par uger starter du på BDA. Hvilke forventninger har du til kurset?
Jeg håber, jeg møder nogle ligestillede, som jeg kan udveksle erfaringer med. At jeg lærer noget om, hvad det her er for noget. Hvordan man gebærder sig i hverdagen, når man er erhvervsaktiv og har et høretab. Det er nok det vigtigste.

 

22. september 2017 – efter første etape af BDA

Hvordan har de første kursusdage været?
Det har været en rigtig stor oplevelse. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at møde nye mennesker. Samtidig er jeg rigtig glad for at komme her og finde ud af, at jeg har fået de hjælpemidler, der er de rigtige for mig. Så det har været en god oplevelse.

Hvad har gjort størst indtryk på dig her de første dage?
Der har været flere ting, men jeg synes det største indtryk, det har været, at der er sådan et sted som Castberggård, hvor man kan møde andre ligestillede, som også har det her hørehandicap. Det har været supergodt at få bekræftet, at man ikke står alene. 

Hvad tager du med dig hjem?
Jeg tager det med tilbage, at jeg her har haft en masse gode personlige snakke og fået nogle rigtig gode oplæg. De ting, som jeg har oplevet i min tid som hørehæmmet og de hjælpemidler jeg har fået, dem har jeg kunnet give erfaringer videre med og jeg har selv fået andre tilbage, som jeg vil tage med mig hjem.

 

10. juni 2018 – to uger efter tredje og sidste etape af BDA

Nu er du færdig med tredje og sidste etape af BDA - hvordan oplevede du sidste omgang?
Det var et rigtig godt kursus med gode aktiviteter og oplæg.

Hvad har du samlet set fået ud af at deltage på BDA?
Enormt meget. Det har virkelig betydet meget for mig at være sammen med de samme mennesker over tre gange og komme tæt på andre i samme situation. Også at se, hvordan nogle på holdet virkelig har rykket sig - menneskeligt og i særdeleshed arbejdsmæssigt - inklusiv mig selv.

Hvad har haft størst betydning for dig undervejs?
Igen at mødes med ligestillede, men mange af de oplæg der var, har også givet rigtig meget. Man får altid noget med sig - fx har oplægget om søvn med søvnekspert Mikael Rasmussen givet mig nogle fif med hjem. Men alt i alt har hvert kursus givet noget med hjem. Nogle gange skal der bare gå lidt tid, før tingene bundfælder sig.

- Hvordan kan du bruge det, du har lært på BDA, i din hverdag?
Jeg synes, det er svært at pege på noget bestemt, men jeg kan mærke, at når et problem opstår, har jeg nogle redskaber, jeg kan gå tilbage og se på. Jeg har samlet alt mit materiale i en mappe, der bliver taget frem ind imellem.

- Hvis andre i din situation spørger om BDA er en god idé - hvad vil du så sige?
GØR DET, hvis du bliver tilbudt forløbet! Få et skub i den rigtige retning. Både for at forstå dig selv bedre og forstå hvorfor du reagerer på bestemte måder i visse situationer, men bestemt igen også for at møde ligestillede. Netværk er utrolig vigtigt, især som erhvervsaktiv, for det er hver dag en udfordring at begå sig ude i samfundet med et høretab. OG MAN ER ABSOLUT IKKE ALENE!