Du er det værd

At deltage på Bevar dit arbejde var en stor beslutning, men Heidi Knudsen er glad for, at hun tog det sidste skridt og kom på forløbet, der startede sidste år og sluttede kort før sommerferien.

Heidi er uddannet lærer, et job hun har trivedes i og hvor hun har en stor faglig viden og dygtighed. Derfor gik der også fire år, fra hun første gang læste om BDA, inden at hun deltog i et forløb. ”Det der skete var, at jeg var så udmattet hele tiden og jeg havde ikke kræfterne til at tage af sted. Jeg gik i fire år, hvor jeg var næsten konstant træt,” fortæller hun. Forud for hendes deltagelse var gået år, hvor Heidi kæmpede en brav kamp for at forblive i det job, hun elskede, men til sidst måtte erkende, at det skulle hun ikke besidde resten af sit arbejdsliv.

”Jeg kunne ikke holde til mit arbejde mere og jeg endte med at have rigtig meget tinnitus og tendens til begyndende udbrændthed/stress og så måtte jeg tage det svære skridt for mig og sygemelde mig,” siger Heidi og fortsætter: ”Man bliver ved med at flytte sine grænser og så tror man lige, at man kan en dag mere, og så slæber man sig op. Men det begynder at gå for meget ud over familien, og jeg var ikke med længere til eksempelvis arrangementer længere og jeg lå på sofaen, når de andre var til fødselsdagen, for jeg havde brug for meget ro.”

Håndklædet blev kastet i ringen
Sygemeldingen gav Heidi ro til at få hjælp til sit høretab og hun er gladere, friskere og mere positiv omkring fremtiden nu, end hun var for bare et år siden. ”Hørelsesproblemet er ligesom trådt i baggrunden, fordi jeg ikke længere bliver tvunget til at leve op til noget, jeg ikke længere kan klare høremæssigt. Professionelt set omkring det fagfaglige, der var ingenting. Jeg var knaldgod til mit fag, jeg havde mange års erfaring og havde passet det godt, siger hun og fortsætter: ” Man kan sige, at tinnitussen hjalp mig, for til sidst var den så høj, at jeg faktisk ikke kunne holde noget ud. Så sygemeldte jeg mig og jeg har det meget bedre nu. Tinnitussen er trådt i baggrunden, jeg er gladere og utrolig lettet over at jeg ikke er i den situation mere, som jeg var i,” fortæller Heidi. 

Heidi kendte ikke som sådan nogen, der tidligere havde været på BDA, men en historie hun fandt vej til på nettet om en underviser, der havde de samme høreproblemer som hende selv, og som havde været på BDA satte tanker i gang , og efter et langt tilløb tog hun på forløbet. ”Man kan sige, at jeg sygemeldte mig og følte at jeg kunne sige, at nu under jeg mig selv det her kursus, og jeg har glædet mig til det. Jeg vidste, at det fandtes og jeg vidste jo også godt, at det ville hjælpe mig”, siger Heidi, der ikke i et sekund har fortrudt, at hun valgte at tage af sted.

At kunne spejle sig selv i andre
En del af undervisningen på BDA er, at alle fortælle deres historie. Blandt andet var der flere på Heidis hold, der arbejdede med børn og havde tegn på udbrændthed og dem kunne Heidi spejle sig i, for det var fuldstændig samme reaktioner og tegn, de alle have haft. ”Man kan overleve på mange måder og kompensere for sit høretab. Vi har grinet meget og næsten grædt sammen og vi har virkelig brugt hinanden uden af gå for langt, vi har gjort det på en god måde,” fortæller Heidi om de andre deltagere på holdet. De har i øvrigt mødtes efter at holdet er afsluttet og har planer om at ses mindst en gang om året fremover.

Selve indholdet på BDA har været gavnligt, mener Heidi. De har lært om de forskellige processer, man er i, når man får sådan et handicap. Derudover har der været fokus på høreapparater, teknik, akustik og andre konkrete ting, der er gode at have med sig til hvordan man ”overlever” sit handicap eller lærer at leve med en hørenedsættelse.

Man har brug for pauser

BDA er delt op i tre dele, der strækker sig over næsten et år og denne opdeling har Heidi været meget tilfreds med, da der skal være nogle pauser, hvor holdet har kunnet bearbejde det materiale og alle de informationer, de har fået. For hende var kurset ikke bare noget, der skulle overstås, men det skulle være udbytterigt og hun skulle have noget positivt ud af det, fortæller hun: ”Jeg ville ikke bare over og hælde vand ud af ørene. Det skulle være fremadrettet og det var dejligt at høretabene ikke kom til at fylde alt det negative, men det var mulighederne,  redskaberne og teknikkerne, der fyldte.”

Troen har tanket energi
Når Heidi ser på sig selv nu, så er hun kommet langt siden hun måtte sygemelde sig, og hun har fået en fornyet tro på tingene, siger hun: ”Man skal tænke positivt og tro på tingene og det gav BDA mig. Det starter med at være ubekvemt på en måde, at man skal ud af sine trygge rammer og på højskole. Men det var godt at opdage, at man skal ud og fyldes op af andres energier og man kan ikke bare ligge hjemme på sofaen. Det har været en øjenåbner for mig og samtidig, at der bliver sat ord på nogle ting. Der er mennesker, der ved noget om hørenedsættelser, der kan fortælle jamen du skal ikke arbejde med kommunikation, hvor der er baggrundsstøj.”

Det har også været en øjenåbner for Heidi, at hun rent faktisk godt kan beskæftige mig med noget en hel dag uden af brænde sammen, hvilket har ført til at Heidi inden BDA forløbet blev afsluttet kom i praktik på et museum og i kraft af hendes baggrund som skole bibliotekar kunne gå direkte ind og arbejde i deres arkiv. ”Jeg var så glad i de måneder. Jeg var også træt, men det var på den gode måde”, fortæller hun og fortsætter: ”Man har stået på toppen af sin karriere og har måttet smide det hele fra sig, at blive afskediget, og indse at jeg ikke kunne være lærer længere. Når man så kommer ud og prøver noget andet og det så lykkedes, så bliver man glad, og det rundede jeg så af med på den sidste del af kurset, hvor jeg godt kunne mærke, at nu var jeg der, hvor jeg havde erkendt at jeg har det her handicap, men der er også andet i verden. Det er troen på og bevidstheden om, at der er hjælp at få, at der er andre i samme situation, at der er god kvalificeret hjælp at få  for os i denne situation.” 

Because you’re worth it
Da deltagerne startede op på BDA forløbet brugte Heidi sloganet ”Because you’re worth it”, som nogen måske kender fra shampoo reklamer, og Heidi fortæller om betydningen bag ordene: ”Du er det værd, fordi du tager hånd om dig selv. Du er det værd, fordi du afsætter nogle dage til dig selv. Det er et dejligt sted med personer, der vil dig det bedste og der bliver der taget hånd om dit høretab, som er væsentligt for, hvordan vi har det. Der bliver vi uddannet i, hvordan vi håndterer det her og finder ud af, hvordan skal vi leve med det her og gribe det an. Det er jo i virkeligheden privilegeret, at der findes sådan et sted, der kan håndtere høretab, så bare tag at kom af sted.”