DIA-deltager præsenterer fisk på tegnsprog
Torsdag den 30. august kan man få viden om farverige fisk, havoddere og andre havdyr på tegnsprog. Den dag er det nemlig døve Rune Tvarnø Andersson, der står for præsentationerne i Nordeuropas største akvarium, Den Blå Planet.
33-årige Rune Tvarnø Andersson er uddannet dyrepasserassistent, men har haft svært ved at finde job inden for sit fag. I foråret startede han derfor på Castberggård Job- og Udviklingscenters forløb ’Døv i Arbejde’ – og det var her idéen om en praktik på Den Blå Planet opstod, fortæller job- og udviklingskonsulent på Castberggård, Judi Bruun Hammerich.
- Vi arrangerede et møde på Den Blå Planet, hvor Rune selvfølgelig også var med, og der var bare god kemi fra starten. Allerede før mødet var slut, havde vi en aftale om, hvornår han skulle starte i praktik, siger Judi Bruun Hammerich.
Undervisningen på ’Døv i Arbejde’ betød, at Rune også var helt klar til at tage hul på et nyt kapitel.
- På Castberggård blev jeg mere tryg og afklaret med, hvad jeg vil i fremtiden. Jeg fik også styr på forskellige praktiske ting, så jeg var klar til at være på arbejdsmarkedet igen, forklarer Rune Tvarnø Andersson.
Forberedelser til den store dag
Rune har aldrig tidligere beskæftiget sig med fisk, men han er hurtigt blevet fortrolig med de mange eksotiske dyr under vandoverfladen. Og praktikken har budt på flere rigtig store oplevelser, fortæller Rune.
- Det er spændende at arbejde med de mange forskellige fisk og fodre dem, men jeg tror det bedste har været, at jeg har fået mulighed for at svømme med piratfisk og hajer.
Rune har gennem praktikken fået tildelt flere opgaver og mere ansvar, og det kulminerer den 30. august med hans præsentationer på tegnsprog. Her skal Rune først præsentere en fodring af havodderne kl. 11.30 og en time senere er det også ham, der fortæller om dyrene i stedets største akvarium, Oceanet. Det kræver forberedelse, og Rune er i fuld gang.
- Jeg læser om de forskellige dyr og øver mig. Samtidig forbereder jeg mig også ved at snakke med tolken og min kollegaer på arbejdet, siger Rune.
Fantastisk opbakning fra kolleger
Igennem hele Runes praktik har opbakningen fra Den Blå Planet og alle stedets medarbejdere været fantastisk, fortæller socialrådgiver og jobkonsulent på Castberggård, Miriam Sloth.
- Alle har vist stor nysgerrighed og interesse for både Rune og tegnsprog, når vi har været ude og klæde medarbejderne på i forhold til, hvad det vil sige at have en døv kollega. Flere har også gjort en stor indsats for at lære tegn, så de lettere kan kommunikere med Rune.
Hvis man vil opleve præsentationerne på tegnsprog den 30. august, skal man købe en almindelig billet ved indgangen.
Den Blå Planet har copyright på videoen.
Drop image here or click to upload
Drop image here or click to upload