Ny film fra Velux-projektet ’Hvordan hører vi sammen’ udfolder både udfordringer og løsninger i et arbejdsliv med nedsat hørelse.
I filmen her på siden følger vi Leo Bram, som for et par år siden deltog på Castberggårds kursus ’Bevar dit arbejde’. Leo fik første gang problemer med hørelsen, da han var i 30’erne, men for nogle år siden skete der en forværring, der fik ham til at tænke på en førtidspension som eneste udvej. Det blev heldigvis ikke nødvendigt, for Leo fik både brugbar viden og et nyt netværk gennem kurset på Castberggård og oplevede samtidig stor opbakning på arbejdspladsen.
Forskningsprojektet bag filmen om Leo undersøger både barrierer, som skaber eksklusion af mennesker med høretab, og forhold og mekanismer, der kan fremme inklusion og skabe gode fællesskaber. Her har Castberggård Jobs hørekonsulent Laura Velander bidraget med sin viden om konkrete udfordringer på arbejdsmarkedet for mennesker med nedsat hørelse – både de fysiske og de emotionelle.
- Jeg synes, det giver rigtig god mening, at projekt ’Hvordan hører vi sammen’ går i dybden med både de fysiske og sociale aspekter af arbejdslivet, for en arbejdsplads er jo også et socialt rum, som kan være svært at deltage i, når man har en hørenedsættelse, fortæller Laura Velander.
Selv om udfordringerne er mange, er der heldigvis også løsninger til at skabe gode sociale rum og trivsel for personer med nedsat hørelse. Og der er brug for løsninger, for rigtig mange danskere kan nikke genkendende til problemet. En aktuel undersøgelse fra VIVE viser, at hver femte dansker mellem 18 og 64 år i et eller andet omfang har udfordringer med hørelsen.
Læs mere om undersøgelsen her.
Læs mere om projekt ’Hvordan hører vi sammen’ her