Elines mentor viste hende vejen til et mere selvstændigt liv
Der er to ting, der adskiller 31-årige Eline fra de fleste andre mennesker: En hørenedsættelse og en Aspergers-diagnose. Kombinationen af de to udfordringer har gjort det vanskeligt for hende at finde sin egen vej. Men med en mentor fra Castberggård Job er det nu lykkedes Eline at gennemføre en uddannelse og påbegynde et mere selvstændigt liv.
Det var Elines mor, der for næsten syv år siden gjorde kommunen opmærksom på, at hendes datter havde brug for ekstra støtte. Kommunen lyttede, og Eline fik Marie Varmark fra Castberggård Job som mentor. Marie er selv født med en hørenedsættelse og det var derfor naturligt for hende at støtte Eline i at være tydelig omkring sit høretab.
- Vi har trænet, hvad Eline kunne sige, når hun mødte nye mennesker. Når du har nedsat hørelse, er du jo afhængig af, at andre tager nogle hensyn. Men det kræver, at man har fortalt dem det, for det er jo et usynligt handicap, fortæller Marie.
Hun havde ikke været mentor for Eline ret længe, før det blev konstateret, at der var endnu et usynligt handicap på spil. Eline fik diagnosen Aspergers syndrom, og Marie var med på sidelinjen undervejs i udredningen. Både for at være et ekstra sæt ører og for at sikre at det, der blev sagt også blev forstået rigtigt af Eline. Samme taktik har været proceduren, når Eline skulle til ørelæge eller til møder på jobcenteret. Marie har været med som et personligt sikkerhedsnet.
Den rette uddannelse for Eline
I de perioder, hvor Eline har haft mest brug for støtte, har Marie besøgt hende en gang om ugen.
- Så sidder vi ude i mit køkken og drikker te og snakker om, hvad der er sket siden sidst, og hvad vi skal have styr på, fortæller Eline – og Marie supplerer.
- Nogle gange har du også haft brug for at foretage nogle opringninger. Så gjorde vi det i starten sådan, at du satte telefonen på medhør og så præsenterede vi os begge to og jeg bød ind, når der var brug for det. Nu ringer du selv op og klarer opkaldet på egen hånd, siger Marie.
Eline startede for nogle år siden på maleruddannelsen, men hendes udfordringer med hørelsen og Aspergers resulterede i udtrætning og mangel på overskud – især, da hun startede i praktik.
- Jobbet som maler er tit præget af akkordarbejde, og det blev for hektisk. Jeg blev stresset, når det drejede sig om deadlines, så jeg var nødt til at stoppe på uddannelsen.
En studievejleder foreslog, at hun i stedet påbegyndte uddannelsen som rengøringstekniker. Det var det helt rigtige valg for Eline. Her var de studerende mere modne, og der var samtidig en større rummelighed i forhold til, at man kunne have forskellige udfordringer i forhold til sprog, hørelse og forståelse. Faget passede også langt bedre til Eline.
- Fordelen ved at arbejde som rengøringstekniker er, at det er en rutine, hvor man bare skal gøre det samme hver dag. Det finder jeg en tryghed i, fortæller Eline.
Et arbejdsliv i balance
Sidste år færdiggjorde Eline sin uddannelse som rengøringstekniker. Hun har fået tilkendt fleksjob og er lige nu intern aktivering i Frederiksberg kommune, mens hun venter på en reel ansættelse. Eline er fortrøstningsfuld og glad for at have en hverdag som rengøringstekniker i kommunens socialafdeling.
- Jeg trives med det. Det er rart at have en hverdag igen. Lige nu arbejder jeg tre dage om ugen. Når jeg kommer ud i et rigtigt job, er planen, at jeg arbejder fire dage og holder fri hver onsdag, siger Eline – og Marie supplerer:
- Afklaringen har vist, at du har brug for et afbræk midt i ugen, så du kan restituere - både på grund af hørelsen og Aspergers. Det handler jo om, at din dag, din uge og dit liv skal hænge sammen, fastslår Marie.
Lige nu hænger Elines liv godt sammen. Men hvordan havde det set ud, hvis hun ikke havde haft Marie som mentor de seneste seks år?
- Måske var jeg stadig i min egen lille osteklokke. Men det er svært at svare på, hvordan mit liv kunne have set ud. Det er jo en del af min Aspergers, at jeg har svært ved at forestille mig den slags, siger Eline.
Men hvis Eline selv bliver i tvivl om, hvordan hun har forandret sig i de år, hun har haft Marie som mentor, kan hun heldigvis bare spørge sin mor.
- Min mor siger, at jeg er blevet meget mere selvstændig og tager mere initiativ til at købe ind og lave mad og sådan nogle ting. Og så har hun også lagt mærke til, at jeg er blevet gladere efter, jeg fik Marie som mentor, fortæller Eline.
Tilføjelse:
Et par uger efter dette interview blev lavet, fik Eline tilbudt en virksomhedspraktik hos Mellemfolkeligt Samvirke med henblik på en fleksjob-ansættelse.
Drop image here or click to upload